Side:Daae - Krigen nordenfjelds 1564.djvu/18

Denne siden er ikke korrekturlest

traadte her en Mads Dalkarl, hvis Minde endnu lever hos den nordenfjeldske Almue. Alle danske Personer eller„Jutar“ bleve eftersatte paa Søndmøre ligesom paa Helgeland, kun med den Forskjel, at, medens de hist kun bleve fangne, bleve de her strax slaaede ihjel. Paa Foldstad i Ørstens Sogn boede saaledes en formuende, indgiftet dansk Mand, Nils Jenssøn. Han blev med flere Landsmænd overfaldet og myrdet; paa det Sted, hvor han faldt, stod endnu ved Midten af forrige Aarhundrede et Trækors som Amindelse. Eieren of Abelset i Ørskog, ligeledes en „Jyde“, maatte nedgrave sine Penge i Jorden og selv tage Flugten[1]. Til Foged over Romsdalen, Søndmøre og Giske Gods, som da endnu var privat Eiendom og tilhørte den rige svenskfødte Enke Gyrvhild Fadersdatter i Skaane, indsatte Claudius Gallus en vis Arne Gutessøn.

Claudius havde, medens disse Begivenheder foregik, selv afvexlende opholdt sig paa Stenviksholm og i Throndhjems By. Hans Hærstyrke var for stor, til at den i Længden kunde finde sin Underholdning i en liden By med et tyndt befolket Opland[2]. Han besluttede derfor at sende en Del af sin Hær hjem. Allerede den 29de Marts droge 1800 Knegte til Sverige. De førte med sig den ovenfor nævnte norske Adelsmand Peder Pederssøn, uvist om som Fange eller som Ven; det sidste blev siden antaget af den danske Regjering. Ved samme Anledning bortførtes „St. Olafs Hjelm og Sporer“ som Trophæer til Stockholm, hvor de siden have prydet St. Nicolai Kirke[3].

  1. Nogle flere Traditioner herom læses i L. Daaes Norske Bygdesagn.
  2. Throndhjems By havde ved den Tid neppe 2000 Indbyggere. Begge de throndhjemske Amter antages ved Midten of det syttende Aarhundrede at have havt omtrent 50,000 Indbyggere tilsammen, men Befolkningen var vistnok ved de her fortalte Begivenheden Tid noget mindre.
  3. Disse Sager, der dog bevislig ere mindst et Par Aarhundreder yngre end St. Olafs Tid, havde formodentlig ligesiden Reformationen hængt pen Stenviksholm. Dette erfares af en senere fangen svensk Krigsmand, Laurits v. Hamelns Bekjendelse under et Forhør af 17de Juli 1584, hvori det heder: „Claudius sendte Kongen St. Olufs Hat og et Par Sporer, som nu hænge i Stockholms Kirke og hængte tilforn paa Stenviksholm Slot“.