Side:Daae - Krigen nordenfjelds 1564.djvu/23

Denne siden er ikke korrekturlest

ikke. Derpaa lod Erik efter ældgammel norsk Skik antændte Varderne som Tegn paa, at Fienden var i Landet, og lod Budstikker omsende i de nærmeste Distrikter (Hordeland) med Opfordring til Bønderne om snarest mulig at møde til et et mindeligt Thing i Bergen. Som Trudsel for de Gjenstridige var der til Budstikken befæstet et Reb, der antydede, et den, der ei mødte, skulde hænges[1].

Den 23de Marts mødte Almuen fra Nordhordland i Bergen. Den samlede sig paa St. Hans- eller Jons-Volden, der fra gammel Tid havde været det sædvanlige Samlingssted ved saadanne Anledninger, og da Erik Rosenkrands lod dem anmode om at mødes med ham i Domkirken eller paa Kirkegaarden, negtede de det med høie Raab. Erik Rosenkrands begav sig da ud til dem paa Jons-Volden, forklarede dem den Fare, hvori Riget svævede formedelst det svenske Indfald, og lod derpaa Lagmanden i Bergen, Mads Størssøn, forelæse dem de Stykker af Landsloven, der forpligtede dem til et forsvare Fædrelandet. Skjønt Bestemmelserne om Værnepligten i den gjældende Landslov (Kong Magnus Lagabøters) i det Hele forlængst vare forældede[2] og Almuens personlige Tjeneste i det Væsentlige afløst af Pengeydelser, var det naturligvis en Selvfølge, at Kongen eller dennes Ombudsmand paa hans Vegne i et Tilfælde som dette maatte kunne forlange en almindelig Reisning „af Thegn og Træl“ til Landets Forsvar. Men da Erik Rosenkrands forlangte, at hver femte Mand skulde drage ud mod de Svenske, svarede Bønderne med et bestemt Nei[3].

  1. En lignende symbolsk Trudsel finde vi anvendt af Bønderne paa Romerike, da de gjorde Opstand mod Knut Alfssøn 1497. Deres Budstikke var brændt i den ene og kroget i den anden Ende.
  2. I Christian den tredies sidste Tider (1556 og 1557) var der gjort et Forsøg paa (med nogle tidsmæssige Forandringer) at gjenoplive Lovbogens Bestemmelse om Distrikternes Forpligtelse til at holde Orlogsskibe til Kongens Tjeneste, men da Almuen idetmindste paa de fleste Steder gjorde Vanskeligheder og tilbød at betale Penge i Stedet, blev denne Plan opgiven.
  3. Paa samme Maade, som Bønderne paa Vestlandet i 1532 ved Thinget i Sogndal negtede et betale Skat.