hvor hen eiede Gaarden Hjørne. Sandsynligvis har han været af adelig Herkomst, thi han kaldes allerede under dette Felttog „ærlig og velbyrdig“, og naar det heder, at hen blev adlet 1580, maa Sammenhængen formodentlig have været den, at hen har hørt til en af de mange ringere adelige Familier, hvis Adelskab i Tidens Løb er blevet omtvistet og derfor har tiltrængt Fornyelse. I de seneste Aar havde Erik været Slotsfoged paa Vardøhus og som Erik Rosenkrands’s Foged havt den underordnede Bestyrelse af Finmarken; maaske er Rosenkrands, der tidligere havde været Befalingsmand paa Vardberg i Halland, der bleven opmærksom paa denne Mand og har taget ham med sig til Norge. Erik Munk viste sig ved denne og mange andre Leiligheder som en meget brugbar Mand, i Besiddelse af Energi og Aandsnærværelse, men tillige hensynsløs og havesyg. Netop disse sidste Egenskaber have bevirket, at Almuen i Nedenæs, hvormed han siden blev belenet, længe bevarede ham i sin Erindring som en af sine værste Plageaander.
Endnu førend Erik Munk seilede afsted med sine Skibe, var den forrige Befalingsmand i Throndhjem, Evert Bild, kommen til Bergen. Efter Stenviksholms Overgivelse havde han en Tid opholdt sig i Throndhjem, uden at det er klart, paa hvad Vilkaar han fik Lov til at blive der. Han drog derfra den 25de Marts med et skib sydover til Bergen, skjønt det rigtignok forekommer ubegribeligt, at han kunde faa Tilladelse til at seile ud af Claudius Gallus, især da han havde 50 Mand i sin Tjeneste. Paa Veien til Bergen stødte han paa et Skib, som Claudius havde taget fra nogle Borgere i Throndhjem og sendt afsted til Holland med en Ladning Fisk, Smør og Skind, hvorfor igjen skulde indkjøbes Krudt og Bly. Dette skib lykkedes det Evert at bemægtige sig. Til Bergen naaede han den 18de April, og her hvervede han paa egen Bekostning andre 50 Mand, dels tydske „Garper“, dels andre unge
