Karle af Byen, saaledes at han ialt fik 100 Mand under sin Befaling. Med disse seilede han nordover igjen den 30te April for at bidrage hvad ham formaaede til at gjenerobre sine forrige Len.
Erik Munk forlod Bergen den 26de April og fik god Vind. Sidst i Maaneden, rimeligvis 30te April befandt han sig udenfor Søndmøre, uden at Svenskerne havde Nys om hans Komme; de havde kun hørt, at en vis Frands Kjøbenhavn, formodentlig Fører af et Speiderskib, var kommen forbi Stat. Derimod vidste Erik Munk, at Mads Dalkarl nylig havde været paa Søndmøre og lod derfor 8–10 Skjøttebaade gjøre et Forsøg paa at fange denne Partigjænger, men da var Mads just draget nordover til Bo i Romsdalen. Her vilde det maaske have lykkedes at overraske Mads og hans Folk, hvis ikke „en forbandet Kjærling“[1] havde taget en Baad og i største Fart advaret dem om, at de Norske vare i Nærheden. De Svenske ventede, indtil de fik Erik Munks udsendte Folk at se; derpaa søgte de Skoven, idet de opofrede sine Baade. Erik Munks Folk satte vel efter, men Mørket hindrede Forfølgelsen, og da Morgenen kom, fik Mads 60 Mands Forstærkning nordfra, hvorved de Norske nødtes til at drage ned til sine Baade igjen. Dette foregik rimeligvis den 1ste Mai.
Den Forstærkning, der saaledes for denne Gang reddede Mads Dalkarl, havde han forlangt baade hos Claudius Gallus og hos en Underbefalingsmand Tydskeren Hans Garp. Til den sidste skrev han den 30te April i følgende Tone: „Forundrer mig, Hans Garp, hvi Du saa ringe agter, det Øversten Dig befalet haver at Du skulde fare her udi Skjærgaarden og have grand Opseende, hvad paafærde er, men vil du ikke fram i Guds Navn din Sutlare, saa fram i alle de hundrede
- ↑ Her som i det Hele i Fortællingen om Erik Munk betegnes ved Anførselstegn hans egne Ord i hans endnu bevarede (utrykte) Rapport om Toget.
