værre Arbeide med dem end med selve Fienden. Bønderne havde flere Gange været under Vaaben, men vare kjede deraf og havde nylig negtet Herluf Lydighed. Dennes Stilling var derfor mindre end heldig. Paa at indlade sig i Slag kunde han ikke tænke, men maatte indskrænke sig til Skjærmysler. En saadan fandt Sted St. Nicolai Dag, 6te December, udenfor Stenviksholm, som derpaa blev stormet, men ikke indtaget, skjønt Fienden var elleve Fenniker stærk. Der maa da sandsynligvis have manglet Svenskerne tilstrækkeligt grovt Skyds. Et Par Dage efter dette Sammenstød trak ogsaa Fienden sig tilbage, men betegnede sin Vei med forfærdelige Hærverk. Prestegaarde og Bondegaarde stode overalt i Lue, og i tre Kirkesogne afbrændtes endog saagodtsom ethvert Hus. Almuen grebes at Skræk og rømte i Skarevis fra Herluf Skaves Leir.
Fienden kom igjen i Marts 1565 og viste sig atter udenfor Throndhjem og Stenviksholm, men i de følgende Krigsaar var det paa disse Kanter forholdsvis roligt. Jemteland og Herjedalen bleve i svensk Vold lige til Freden 1570. De bleve da tilbagegivne, og Sverige opgav dermed tillige den geistlige Overhøihed i disse Egne, der nu henlagdes under Throndhjems Biskop.
