Side:Daae - Krigen nordenfjelds 1564.djvu/9

Denne siden er ikke korrekturlest

Norge blev Almuens vedtagelse af Kong Frederiks Valg ikke ænset eller begjæret. Nogle Aar senere lod han paa Landsthinget optage et Vidnesbyrd om denne Handling af de „gjeveste og ypperste Mænd, som ere fire og tyve“. Dette er af Interesse, ikke alene fordi det vidner om, hvor ængstelig man var, for at Jemterne under det paa den Tid stedfindende Røre skulde slutte sig til Sverige, men end mere, fordi vi i hine fire og tyve Mænd kunne se et tydeligt Spor til, at en rent svensk Institution har bestaaet i Jemteland; thi i Helsingland, Medelpad osv. bleve just ved de Tider Dommermyndighed og Kommunalanliggender varetagne af „Landsens tiugefyra“. Og medens Lagmændene i det egentlige Norge stedse vare kongevalgte Embedsmænd, blev i Jemteland endnu i 1540 Lagmanden valgt af „menige Mænd“ og kun bekræftet af den kgl. Lensmand i Throndhjem. De Breve og Forestillinger, som Jemterne af og til sendte den danske Konge, aande ogsaa, ganske i Overensstemmelse med den svenske Almues Optræden, en Selvstændighedsfølelse, som sjeldnere møder os i Norge[1]. Skjønt Jemterne allerede i 16de Aarhundrede søgte Levanger Marked i Norge, heder det dog samtidig gjentagne Gange, at i „Jemteland vanke ikke andet end svenske Penninger“. Det er i det Hele ret naturligt, at en norsk Bygdebeskrivelse af 1597 kan tale om en Elv, der skiller Norge fra Jemteland.

Medens Jemteland saaledes i verdslig Henseende frembød mange Overensstemmelser med svenske Forhold, var det i geistlig Henseende ligefrem at betragte som en Del af Sverige. Landskabet var nemlig, allerede førend Foreningen med Norge i del 12te Aarhundrede, blevet kristnet fra Sverige, og det vedblev derfor gjennem hele Middelalderen at henhøre ikke

  1. Sine Breve forseglede Jemterne med et eget Landskabssegl med Indskrift: Sigillum Communitatis de Jemtelandia (afbildet i Danske Magazin B. 6). Andre norske Landskaber have neppe paa den Tid havt egne Sigiller.