ingen Anledning til Erhverv og blev fordetmeste kun udleet af Hollænderne og behandlet som en Gut, der var løbet af Skolen, især fordi han saa endnu yngre ud, end han i Virkeligheden var. Han blev ogsaa syg og gjorde derfor en Afstikker til de varme Bade i Aachen. Her var han allerede saa fattig, at han i sin Fortvivlelse vilde rømme fra sin Vert uden at betale, men blev greben i Forsøget og maatte punge ud med, hvad han havde; Han glemte ikke let denne ubehagelige Begivenhed og drømte tidt om Natten, at den ubarmhjertige Vert havde fat paa ham. Hvorledes han siden klarede sig under denne Reise, der varede et helt Aar, har han ikke villet fortælle, men han tilstaar, at han var bleven saa omtrent en Tigger. En Stund skal han have fristet Livet sammen med en „moskovitisk Edelmand“, rimeligvis som hans Lærer. Vist er det ogsaa, at der var mange af den Slags Folk ude at reise i den Tid, thi det var jo netop dengang, at Peter den Store havde begyndt sit store Arbeide til at gjøre sine barbariske Undersaatter delagtige i den europæiske Dannelse. Hvorlænge og paa hvilken Maade Holberg har levet sammen med sin Moskovit, vide vi ikke, men synderlig beriget blev han ikke derved, thi da han omsider i 1705 skulde reise tilbage til Norge, var han i yderste Pengeknibe, og det var først efter mange frugtesløse Forsøg, at han omsider fandt en Vexelerer, der forbarmede sig over ham og laante ham en liden Sum.
Til Bergen vilde han ikke, thi han havde allerede havt nok af Formaningstaler af sine Slægtninge der og længtes ikke efter nye. Han drog derimod til Christiansand, hvor han ogsaa havde nogle, men fjærnere Slægtninge, men hvor han ikke behøvede at frygte for at modtages som en Slags forloren Søn. Han forsøgte her at erhverve det fornødne som Lærer i Sprog, fornemmelig Fransk, og det gik nok saa godt. De norske Kjøbstæder havde nogle fordelagtige Aar dengang, da Danmark og Norge vare neutrale under en almindelig euro-
