ogsaa Leipzig, hvor han sammen med en Ven og Landsmand vistnok hørte i nogle Forelæsninger, men mest for at gjøre sig lystig over de tydske Prosessorer. Tydsk Lærdom og tydsk Literatur faldt overhoved ikke meget i Holbergs Smag. Hjemveien blev lagt over Halle, ligeledes en Universitetsstad, og Hamburg, hvorpaa han kom til Kjøbenhavn igjen 1709.
Han var nu atter — for sidste Gang — et Aars Tid Huslærer, nemlig hos en Admiral Gedde, og fik saa Plads paa Borchs Kollegium, en Stiftelse for flinke Studenter, oprettet af den berømte Lærde Olaf Borch. Denne Plads beholdt Holberg indtil 1714. Under Opholdet paa Kollegiet udgav han sit første literære Arbeide „Introduction til de europæiske Rigers Historier“, en Art Lærebog i Verdenshistorien, paabegyndt allerede i Oxford, hvortil han efter to Aars Forløb føjede et „Anhang“. Ligeledes forfattede han, uden at udgive det i Trykken, et Skrift over Danmarks Historie i det foregaaende Aarhundrede, der tilegnedes Kong Frederik IV. Hans Vilkaar vare imidlertid slette, og han har aabenbart levet i ligefrem Fattigdom. Da var det, at han udentvivl først i Aaret 1714 indgav Ansøgning om at ansættes ved Universitetet. Et ordentligt Professorat var just ledigt, men da han vistnok indsaa, at der neppe var ftort Haab for ham om at faa dette, søgte han ogsaa for det Tilfælde, at han ei kunde blive virkelig Professor, om at blive udnævnt til extraordinær. Hans Ansøgning er interessant nok. Den ender saaledes: — — „og haver jeg udi Sinde, saa længe Gud sparer mig Liv og Hilsen, at fare ført udi mit Enterprise, nemlig at forbedre det Danske Sprog. Gud opvække Eders Majestæts Hjerte til Naade imod mig, thi min Condition er nu saa slet, at alle de, som kjende den, kan ikke andet end condolere mig, saasom de academiske beneficia, jeg til Dato haver nydt, nu ere expirerede.“ Den 29de Januar 1714 faldt den kongelige Afgjørelse. Det virkelige Professorat tilfaldt den uden Sammenligning lærdeste unge Mand
