Holberg havde nu en anselig Titel, men for det første Intet at leve af. Det var derfor en Lykke for den extraordinære Professor at faa et Stipendium paa 100 Rdlr. aarlig i fire Aar. Det var et Reisestipendium, og han skulde altsaa ud igjen i Verden, hvilket han selv vist Intet havde imod, om han end vilde blive nødt til at leve knapt, hvilket han jo dog var vant til. Egentlig var der til Reisestipendiet af dets Stifter, en dansk Adelsmand, knyttet den Betingelse, at Vedkommende skulde studere ved protestantiske Universiteter, det vil altsaa nærmest sige i Tydskland, men hermed behøvede Holberg, hvis Hu stod andetstedshen, ikke at regne det saa nøie. Han drog da om Vaaren 1714 til Amsterdam og begav sig (fordetmeste tilfods) videre til Paris. Vistnok forstod han godt Fransk, hvori han længe havde givet Undervisning, men hans Udtale af Sproget vilde i vore Dage, da man lægger en saa fortrinlig Vægt netop paa den Side af Sprogkundskaben, formodentlig have gjort ham umulig som Lærer, thi da han naaede Frankriges og Verdens Hovedstad, kunde Ingen forstaa hans Tale; en fransk Pige ytrede, at han talte som en tydsk Hest, og da han spurgte efter et „Logis“, svarede man, at man ikke kjendte nogen Dame, som hed Lucie.[1] Holberg blev
- ↑ I sin 396de Epistel spotter Holberg over Folk, som anvendte altfor megen Tid paa den franske Udtale. Han havde, siger han, kjendt to Studenter, hvis Hovedstudium gik ud
