Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/4

Denne siden er korrekturlest
4

Synskreds. Han gik foran og brød nye Baner i de forskjelligste Retninger, og hvad vi hos denne ene Mand finde forenede, vilde, selv om det havde været fordelt paa flere Mennesker, have været tilstrækkeligt til at sikre hver af dem et uforglemmeligt Navn.

Det er ogsaa vanskeligt nok hos noget fremmed Folk at finde en Forfatter, der indtager en saa enestaaende Plads i dets Udvikling, som Holberg indtager i vor. Men saa kommer hertil endnu en anden mærkelig ligesaa enestaaende Kjendsgjerning. Thi ikke et, men to Folk samles i den samme Hengivenhed, den samme Taknemlighedsfølelse ligeoverfor Holbergs Minde. Festen feiredes med de samme Følelser og med lige Føje i Danmark, som i Norge, i Kjøbenhavn og Sorø, som i Christiania og Bergen. Dette er et stærkt Vidnesbyrd om, at — for at laane et Udtryk fra Welhaven:

De tvende Nordens Folk, hvem samme Sprog
Og Seklers Samliv inderlig forbinder,
Vil holde fast, som i en Pagtens Bog
Hinandens store aandelige Minder.

Det er en baade mærkelig og glædelig Kjendsgjerning, som herved træder frem for os. Den lader os for det første se et stort og følgerigt Afsnit af vor Historie i klar Belysning. Og den giver os dernæst, hvergang vi tvinges til at huske paa, at vort Samfund ikke hører til de store, den uvurderlige Trøst, at Danske og Norske ikke alene ere nærbeslægtede af Naturen, men at de ogsaa staa paa den samme Kulturgrund og derfor, i en Grad, som neppe to andre Folk i Verden, formaa at støtte og paavirke hinandens Aandsliv.

Norge og Danmark have altsaa begge lige Lod og Del i Holbergs Arv. Dette kommer deraf, at han selv egentlig var hverken Nordmand eller Dansk, men var begge Dele i Forening. Den, som misforstaar dette, misforstaar Historien og forvexler hvad dansk og norsk har at betyde nu og hvad det havde at betyde i Holbergs