Endnu engang hjemsøges Paars af Ulykken, han og Ruus hverves nemlig til Soldater, men løslades atter, rigtignok fuldstændig udplyndrede, og de kunne da omsider, om end næsten nøgne, begive sig til „Aars“.
Paars er, som man vil have seet, kun en jevn Spidsborger, Ruus ligger endnu lavere, og Personerne hæve sig i det Hele ikke op over det allertarveligste Maal. Men hvad der gjør disse taabelige og hverdagslige Personers Skjebne saa utrolig komisk, er dette, at de af Digteren behandles som Helte, og at de gamle græske og romerske Guder og Gudinder indføres i Fortællingen og gribe ind i Begivenhedernes Gang, og at disse berettes os med en Værdighed og i en Stil, der svarer hertil. Skibbrudet skyldes saaledes Gudinden for Avind, der umulig kan taale, at Paars lykkelig og glad skal omfavne sin Fæstemø, og som derfor sætter Vindens Gud, Æolus, i Bevægelse mod ham, hvorimod Kjærlighedsgudinden Venus antager sig hans Sag og ved Henvendelse til Havguden Neptunus redder hans Liv. Venus er det ogsaa, som siden aabenbarer sig for ham og bevirker, at han, tro mod Dorothea, viser sig utaknemlig mod Nille.
Herved faar Digtet tillige den Betydning, at det bliver en Parodi paa de gamle Digtere Homer og Virgil. Digtet er ogsaa helt igjennem forsynet med Citater af de nævnte og af andre gamle Digtere, der for Kjendere tidt ere ubetalelig morsomme. Man kan derfor, om man vil, nok sige, at der til fuld Forstaaelse af Peder Paars udkræves klassisk Dannelse og det en grundig. Men dette er dog tilsidst det underordnede, Hovedsagen er og bliver, at Digteren har givet os en udødelig Skildring af sin Samtids Svagheder, dens moralske Brøst, snevre Syn og forvrængte Opfatning. Ingen undgaar sin Revselse, ligefra de Høilærde paa Universitetet, der disputere om Pavens Skjæg som om de høieste og alvorligste Spørgsmaal, og til Borgerne i Jylland, der ræsonnere over, at det danske Sprog nærmer sig sin Undergang, fordi man skriver franco uden paa
