Breve, og at Verdens Ende er nær forestaaende, eftersom Smør og Ost og Flesk og Øl staa i saa høi Pris, Præsten paa Anholt, der formaner „rige Folk især“ til Gudfrygtighed, for at hans Offer ikke skal aftage, o. s. v.
De Færreste ville nuomstunder ret kunne begribe, hvilken umaadelig Opsigt et saadant Digt maatte gjøre paa den Tid, det udkom. En yngre Samtidig af Holberg, Carl Deichman († 1780 som Jernverkseier i Porsgrund og Stifteren af det efter ham opkaldte Bibliothek i Christiania), har herom udtalt sig saaledes: „Intet Skrift har i disse Lande været med saa stor Begjærlighed læst af Høje og Lave, af alle Stænder. Den Ene troede at finde den anden afmalet, enhver har faaet sit Stykke, de Lærde, saavelsom de Militære. Med faa Ord, Nationen blev ligesom henrykt. Bogen varihver Mands Hænder, og Peder Paars i alles Munde. De Fremmede, som til den Tid neppe havde kiget i en dansk Bog, bleve begjærlige at vide Indholdet, og Adskillige begyndte da at lære Sproget.“[1]
Men om end alle læste Peder Paars, var der ogsaa nogle, som læste den med stor Ærgrelse og Forbitrelse mod Forfatteren. Det var dem, der dels troede, at der kunde være sigtet til dem personlig, dels følte sig fornærmede paa sin Stands Vegne. Mellem disse var der indflydelsesrige og mægtige Mænd, og der blev virkelig gjort Forsøg paa at lade Holberg dyrt undgjælde for sin dristige Plan. Navnlig ser man, at en dengang baade som Lærd og som Embedsmand anseet Mand, Frederik Rostgaard, var yderst opsat paa Digteren. Han var nemlig Eier af den lille Ø Anholt og fandt det højst skammeligt og fornærmeligt, at Øens Befolkning og hele Forhold paa en saadan Maade vare latterliggjorte. Han indgav en formelig Klage til Kongen. Sagen kom for i Statsraadet, men skjønt Frederik IV der mindst af alt
- ↑ Dansk hist. Tidsskr. 2 R. VI. S. 398.
