satte sig det og spurgte: „Ihro kayserliche Majestät, warum so viele weltliche Fürsten auf einmal zu machen?“ Paa et andet Sted er Arius en Præst i Danmark som af Biskoppen stevnes til Landemodet.— Cromwell, „som paa Latin heder Masaniello“, bliver sønderreven af fire Heste o. s. v. Da en Vert formedelst Geerts Snak mister sine Gjester, lader han denne indstevne for Gjesteretten o. s. v. At Geert er Barber, er ganske i Stilen, thi allerede i den gamle Verden vare Barberer bekjendte som snakkesalige og vrøvlevorne Personer. Ogsaa i „Den Stundesløse“ møder man en tydsk Barber af samme Art.
I „Jean de France“ er det den allerede ovenfor nævnte utidige Reiselyst, der maa holde for, et Emne, som forresten flere have behandlet, saaledes allerede Johan Lauremberg, der ogsaa her synes i nogen Grad at have paavirket Holberg, og senere Chr. Falster. Holberg havde jo selv været meget reiselysten i sin Ungdom, men dette hindrede ham ikke med særegen Iver at dadle denne Lyst hos Andre. Som Professor lod han ofte falde skarpe Domme om reiselystne Studenter.[1] Skjønt det altsaa var en ganske almindelig Daarskab, som Holberg her vilde tillivs, vidste man dog, at udpege den bestemte Person, han skulde have havt for Øie.[2]
„Jeppe[3] paa Bjerget“ er et af Holbergs ypperste Stykker saavel i digterisk Henseende, som fordi det giver et saa udmærket Billede af Datidens særgelige Bondeliv i Danmark. Det kan for norske Læsere ikke noksom
- ↑ Om Reiser har Holberg ogsaa udtalt sig i en (almindeligvis overfeet) Fortale, som han skrev til P. v. Havens bekjendte og indholdsrige Reise i Rusland. Samlgn. mine Bemærkninger herom i Norsk historisk Tidsskrift 2 R., IV. S. 444.
- ↑ Norsk hist. Tidsskrift, II. S. 292.
- ↑ Ligesom Peder Paars, saaledes var ogsaa Jeppe et typisk Navn paa den sjellandske Bonde allerede længe, før Holberg skrev sit Stykke. Om Bondekonen, hvem Holberg kalder Nille, brugte man gjerne Navnet Lusse (Lucie).
