I „Jakob v. Tybo“ have vi et af Holbergs paa engang fornøieligste og for dem, der ønske at se hans Samtids Skikkelser gjengivne, mest lærerige Stykker. To Karikaturer, hver for sig en Repræsentant for en dengang stærkt fremtrædende Retning, have her sat hinanden Stevne: den lærde, men aandløse Pedant Stygotius og den stortalende, men i Grunden feige Krigsmand v. Tybo. Allerede deres Navne ere karakteristiske, thi den første har gjort sit Navn Stygesen om til det latinske Stygotius, en Maner, som engang var meget almindelig blandt studerede Folk, skjønt dog allerede dengang stærkt i Aftagende, medens den andens „von“ var anlagt efter militær Skik. Stygotius, der maa tænkes som en „privatiserende Lærd“ uden Embede, men i ret gode Kaar, har dog virkelig studeret og er kjendt af „alle Literati udi Rostock, Helmstädt og Wittenberg“, men Tybo roser sig derimod af at have været med i store Beleiringer („Brabants“) og Slag („ved Amsterdam“), som Historien ikke kjender, og hans Bedrifter ligge stundom, som f. Ex. „at kløve en Mand med et Hug udi fire Parter“ ligefrem udenfor Mulighedens Grændser Neppe har Holberg nogensinde skabt en mere grandios-komisk Figur end samme Tybo, som „underkjøber Folk til at laste sin Skabning, paa det at han sommetider kan have Ro for Fruentimmer“, som roser sig af at kunne „over ti Sprog“, og som „med al sin Tapperhed“ er saa „from“, at han „i sin Livs Tid ikke 2O Gange har slaget sine Tjenestepiger og i det høieste ikke pryglet ihjel mere end 6 Lakeier“. Selvfølgelig er Tybo stærkt overdreven, men ikke desto mindre en fortrinlig Type paa Officerstanden paa en Tid, da denne for en meget væsentlig Del bestod af Udlændinge eller i alfald af Personer, der næ-
naviske Literaturselskabs Skrifter B. 19—20 givet en interessant Udsigt. Mere findes i Werlauffs hist. Antegnelser til Holbergs 18 første Lystspil. I 1865 udkom i Christiania anonymt (Forf. var F. Bätzmann) en liden Bog: „Hexevæsen og Troldskab“.
