Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/62

Denne siden er korrekturlest
62

det er aabenbart en stor Misforstaaelse, naar nogle have ment, at Komedien er nær ved at slaa om i det Tragiske paa det Punkt, hvor Montanus skal lide, fordi han holder fast ved Sandheden, at Jorden er rund, medens „Bjergets“ Beboere paastaa, at den er „flat“. Thi Tingen er den, at Montanus netop ikke forsvarer Jordens Kugleform, fordi Jorden er en Kugle, men alene fordi han holder det for at være under sin philosophiske Værdighed at frafalde en Paastand, naar han først har fremsat den. For ham er det nemlig alene kun Formen, ikke Realiteten, hvorpaa det kommer an. Han erklærer ogsaa ligefrem, at han kan bevise, hvad han vil, f. Ex. at Degnen er en Hane, og saa have de ulærde Folk paa Bjerget ikke Lov at sige ham imod, da han er baccalaureus philosophiae. Prøver paa hin Kunst, at bevise hvadsomhelst, giver han i rigt Maal, idet han f. Ex. godtgjør, at det er Børns Pligt at slaa sine Forældre. Herfor fører han endog to Beviser, først dette: „Den, man elsker mest, slaar man mest, man bør ingen elske mere end sine Forældre, ergo bør man ingen slaa mere“, dernæst følgende: „Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erstatte, jeg har i min Ungdom oppebaaret Hug af mine Forældre, ergo bør jeg give dem Hug igjen“. Hos en saadan Person kan der ikke være Tale om den ophøjede Sandhedskjærlighed og Offervillighed for Videnskaben, der maatte til for at gjøre ham til tragisk Helt. Erasmus elsker kun sig selv og sine hovmodige Indbildninger om at være Lærd og Philosoph.

At Erasmus idelig taler Latin, følger af sig selv, fordi Latinen dengang var det akademiske Sprog og som saadant brugtes i alle Disputationer. Latinen hører saaledes naturligt til Kostumet, men ikke til Karakteren. Erasmus’s Aandsfrænder ere da heller ikke forsvundne med Latinens Herredømme i Skolen og Literaturen, tvertom de trives fremdeles fortræffelig, om end under et forandret Ydre. Novellistinden Fru Gyllembourg har i sin fine og skjønne Fortælling „Montanus den Yngre“