Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/64

Denne siden er korrekturlest
64

forfængelige Mennesker i Regelen indskrænket sig til en Stræben efter i det Ydre at udmærke sig fremfor Medlemmer af sin egen Stand, og Borgerstanden havde ikke lettelig kunnet tænke paa i nogen Retning at maale sig med Adelen, hvis Overlegenhed dengang var ubestridt. Men fra det Øieblik, at man uddelte Rang og Titler, der kunde bæres uden Hensyn til Fødsel eller Samsundsklasse, ogsaa af Ikkeembedsmænd, da forandredes Forholdene. Regjeringen kom her i Besiddelse af et ikke ringe Magtmiddel, og for det Offentlige aabnedes gjennem de med „Charakterers“ Meddelelse forbundne Sportler ogsaa en ny Indtægtskilde. I nogen Grad har Rangvæsen nedbrudt Skrankerne mellem de gamle Stænder, men den væsentlige Side ved Sagen var dog, at den fremkaldte en ny Fare for Demoralisation. Men der er mange, som tage betydeligt feil i sin Opfatning af Rangvæsenets Historie, naar de tro, at Rang og Titler udenvidere kunde faaes for rede Penge. Havde dette været Tilfældet, da vilde dette Uvæsen ikke have holdt sig lige henimod Nutiden, thi, hvis enhver uanseet sin Herkomst, sin Dannelse eller sit Rygte havde med Penge i Haanden ligefrem kunnet kjøbe sig den Titel, han ønskede, havde Titlen selvfølgelig snart ophørt at være en Magnet for „præsentable“ fornemme og skikkelige Folk. Tingen var derimod den, at Rangen vistnok i Regelen betaltes, (hvor Regjeringen ikke selv brugte den som Betalingsmiddel), men at det var en Naade at faa Lov til at kjøbe en saadan Vare, og at baade Rangens Grad og dens Pris bestemtes efter Omstændighederne for hvert enkelt Tilfælde.

Under saadanne Forhold krævedes der baade Ihærdighed og Opofrelse for at naa den forønskede Rang, man maatte have Patroner, og allerede disse anvendte sjelden sin Indflydelse uden Vederlag, og dernæst maatte man, naar Vejen paa den Maade var jevnet, indgive sin underdanigste Ansøgning om den høje Naade. Man har