ved den Varme, med hvilken han fremhæver deres Lyssider. Her er altsaa nogle Prøver:
„Hvad sig anbelanger de Norske, da, saasom de leve under et andet Clima, saa differere de meget fra de Danske baade i Humeur og Sæder: Dog hindrer den Forskiel ikke, at der jo er en fuldkommen Forening og Overensstemmelse imellem begge disse Nationer, og have de alletider, siden den navnkundige Forening blev sluttet imellem Dannemark og Norge, været anseede som et Folk.
Førend jeg taler videre om samme Nation, vil jeg her løsligen merke, at Skribentere, fast udi ingen Ting fare saa meget vild, som udi at beskrive de Norskes Art og Egenskab. De fleste grunde deres Beretninger paa adskillige gamle Skrifter, som ere publicerede for lang Tid siden om Findlapperne, hvilke Folk ere de Norske fast ligesaa ubekiendte, som Græker og Persier, og ere de fleste ligesaa nysgjerrige efter at see en Findlap, som en af bemeldte Nationer. Ikke desmindre udstrekke dog Fremmede den Character, som gives dette raa Folk, til den hele Norske Nation. — — Jeg kan ikke forbigaae her at fortælle en Ting, som mig udi min Ungdom er vederfaren. Da jeg opholdt mig til Rom, og af en Hendelse kom i Selskab med en Piemonteser, der havde læst adskilligt om Tydskland og de Nordiske Lande, og samme Piemonteser fornam, at jeg havde nogen Kundskab derom, spurgte han mig: Om jeg ikke nogen Tid havde seet en Normand, da jeg nu sagde ham, at jeg var selv fra Norge, forundrede han sig ikke lidet derover, og endelig efter nogen Betænkning svarede, at jeg maatte da være fød af fremmede Forældre; thi han vidste vel, at Norske Folk vare vanskabte, og havde Ansigter der lignede mere Svine-Hoveder end Menneskers. Jeg forsikrede ham om, at der fandtes ikke kiønnere Folk nogensteds end udi Norge. — — —
Udi gamle Dage vare de Norske meget urolige, saa at der vare faa Konger, der jo maatte ligge udi Felten, nu mod en, nu mod en anden Rebeller, og satte mange
