Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/74

Denne siden er korrekturlest
74

med en Raskhed og Letvindthed, som ikke en virkelig Forsker skulde have tilladt sig. For ham gjaldt det, som sagt, nærmest at uddrage det allerede ved det første Blik interessante og underholdende.

Den Tid, da Holbergs Danmarkshistorie udkom, var en lykkelig Tid for vor historiske Literatur. Thi netop de Egenskaber, som Holberg ikke besad, fandtes i rigeste Maal hos en Samtidig, den alt ovenfor nævnte Hans Gram. Denne blev den store Banebryder i den kritiske Historieforskning og har Fortjenesten af først at have indført den historiske Monografi i vor Literatur. Mellem hans Disciple var det store Trekløverblad Langebek, Schøning og Suhm. Det er bekjendt, hvorledes der mellem Holberg og denne fremragende Videnskabsmand til forskjellige Tider bestod et forskjelligartet Forhold. De vare oprindelig gode Venner, blev saa en Tidlang Uvenner, men mødtes omsider igjen. Neppe er der nogen af Holbergs danske Samtidige, hvis Forhold til denne er mere interessant end netop Grams. Han er i Henseende ei alene til dyb og omfattende Lærdom, men ogsaa til alvorlig historisk Kritik ligesaa stor, som Holberg er det i aandfuld og fængslende Fremstilling. Oprindelig Professor i Græsk (han hørte til sin Tids berømte Filologer i Europa) hengav Gram sig siden som Geheimearkivar og Overbibliothekar til den danske Historie, og det paa en Maade, der blev banebrydende for alle følgende Tider i Danmark og Norge. De flade Literater, der kun kjende Gram fra Anekdoten om, at han var Eier af „den sølvbeslagne tykke Homerus“, der figurerer i „Peder Paars“, have grovelig miskjendt ham. De, der virkelig kjendte ham, vide, at „Grams kritiske Blik paa Personer og Forhold er endnu mærkeligere end hans Lærdom“, en Dom, der er udtalt netop af den Mand, der af alle senere danske Historikere har staaet ham nærmest i kritisk Evne, C. Paludan-Müller.

Hvad Holberg mindst magtede, var selvfølgelig den ældre Historie, og hans Fremstilling af denne har der-