nu udbryder et Oprør, og Keiser Nils maa flygte. Hans Fiender beseire ham imidlertid let netop ved Hjælp af de Vaaben, han selv har lært dem Brugen af, og han maa være glad ved ene at undkomme til en Fjeldegn. Her kryber han ind i en mørk Hule, styrter pludselig dybt ned, og da han endelig igjen ser Lys og naar op i Dagen, se da er han atter paa Fløifjeldet ved Sandvigen! Det femte Monarkis Stifter er igjen forvandlet til en forsulten Baccalaureus i Bergen. Slutningen vil jeg oversætte fra den uforlignelige latinske Original:
„Dette var sandelig en højst besynderlig og poetisk Hændelse, som nok kunde forstyrre endog den bedst organiserede Hjerne. Jeg begyndte at spørge, om det ogsaa var sandt, eller om jeg drømte. Og eftersom jeg mere og mere kom til mig selv, fulgte Sorg og Harme ovenpaa Forbauselsen. I Sandhed, om man undersøger Historiens Aarbøger, saavel Oldtidens som vore egne Dages, vil man neppe finde Exempel paa noget lignende, uden maaske naar man tænker paa Nabocodonosor, som fra Jordens mægtigste Monark forvandledes til et vildt Skovens Dyr. Det samme Skjebnens Spil havde jeg nu selv oplevet. I Løbet af en Time vristes to Kejserdømmer og tyve Kongeriger ud af min Haand, nys var jeg Monark, nu kan jeg knapt gjøre mig Haab om at drive det til Rektor eller Hører i mit Fødeland. Nys var jeg Solens Udsending, snart kunde jeg for Brødets Skyld være nødt til at blive Famulus for en eller anden Bisp eller Provst. Jeg var at ligne ved et Kikajon, thi pludselig var jeg skudt i Veiret, og pludselig var jeg visnet. Fortvivlet tænkte jeg endog paa atter at styrte mig ned i den Hule, af hvilken jeg nys var dukket op, og at forsøge, om min anden underjordiske Expedition maaske kunde blive heldigere. Men fra en saadan Beslutning afholdt mig dog min Omtanke for min Sjel og mine christelige Grundsætninger. Jeg forsøgte altsaa at stige ned fra Fjeldet ad den trange og knudrede Sti, som fører til Sandvigen. Men jeg standsede idelig paa Vejen
