og kunde ikke slippe det femte Monarki ud af mine Tanker, i den Grad stod det bestandig for mit Hoved. Og sandelig, det Tab, jeg havde lidt, var saa stort, at selv ikke den største Lykke i mit Fødeland var istand til at opveie det. Thi sæt, at man vilde gjøre mig til Stiftamtmand i Bergen, ja endog til Statholder over hele Kongeriget Norge, hvad var det for en ussel Erstatning? Var kanske det en Trøst for det femte Monarkis Stifter og Hersker? Ikke destomindre besluttede jeg dog ikke at afslaa Stiftamtmandskabet, om det skulde vorde mig tilbudt. Midt under min Vandring fik jeg se nogle Gutter, som jeg vinkede til mig og tiltalte dem med de Ord Jeru Fikal Salim, hvilket paa Qvamitisk betyder: „Viser mig Veien“. Men Gutterne bleve kun rædde ved at se min fremmede Dragt og min med flammende Solstraaler besatte Hat, de opløftede et voldsomt Skrig, skyndte sig ned ad Fjeldet og kom længe før til Sandvigen end min Stakkel, der langsomt slæbte sig afsted paa sine saarede Ben. De forskrækkede hele Grænden, da de svor paa, at de havde seet Jerusalems Skomager med en Solstraalehat paa Hovedet sukkende og stønnende vandre om paa Fjeldet, og da de gode Folk spurgte, hvoraf de vidste, at Skomageren netop var ham fra Jerusalem, svarede Gutterne, at han selv havde sagt det. Jeg indsaa nu, at de havde misforstaaet mine Ord Jeru Fikal Salim. Det var da Ingen i det hele Naboskab, som tvivlede om, at jeg var Jerusalems Skomager, og det saa meget mindre, som hans Historie igjen var kommen i Omløb og det hed sig, at han for ikke ret længe siden havde vist sig i Hamburg.[1]
Da jeg omsider selv henad Aften naaede frem til
- ↑ Om den evige Jøde paa Klims (eller Holbergs) Tid sagdes at have vært i Hamburg, ved jeg ikke. Derimod vakte en Historie om hans Optræden i denne Stad 1547 i sin Tid stor Opmærksomhed og fremkaldte adskilligt Skriveri, se P. Beneke, Hamburgische Geschichten und Sagen, Hbg. 1854, S. 223—227, 383.
