dere blive i Stilhed hos ham og ombytte mine qvamitiske Klæder med norske. Det manglede i Begyndelsen ikke paa Folk, som vilde ind til Abelin for at se Jerusalems Skomager, men min Ven fik dem bort ved at fortælle, at Skomageren pludselig var forsvunden. Rygtet om hans Tilsyneladelse udbredte sig imidlertid i Egnen, og fra alle Prædikestole hørtes Tale om denne Begivenhed. Han var kommen som Vidnesbyrd om Guds Vrede for at bringe Folket til Bod og Omvendelse. Nogle gik videre og sagde, at Skomageren havde spaaet, at Verden skulde forgaa til St. Hans. I et vist Præstegjeld gik det saa vidt, at Bønderne af den Grund forsømte Vaaraannen, da der jo paa Grund af den saa nær forestaaende Dommedag ikke kunde være Tale om at gjøre nogen Høst. Men Sognepræsten, Mester Nils, som ikke gjerne vilde gaa glip af sin Korntiende og andre præstelige Rettigheder, lod da Bønderne vide, at Verdens Undergang var bleven udsat til næste Aar, og at de derfor ikke skulde betænke sig paa igjen at optage Arbeidet. For Abelin og mig, som jo vare de eneste, der kjendte Sammenhængen med det Hele, var dette en uudtømmelig Kilde til Morskab.
Da jeg imidlertid ikke længere kunde holde mig skjult i et fremmed Huus og dog omsider engang maatte træde frem for Verden, foregav Abelin, at jeg var en Slægtning af ham, en Student fra Throndhjem, som nylig var kommen paa Besøg. Han anbefalede mig ogsaa saa ivrigt til Biskoppen i Bergen, at Hs. Høiærværdighed endelig lovede mig det første Rektorat, som maatte blive ledigt.[1] Et saadant Embede var ogsaa det, jeg efter Omstændighederne helst maatte ønske mig, da det dog paa en vis Maade lignede min forrige Stilling. Et Skolerektorat er jo ligesom et Afbillede af den kongelige Myndighed Fer-
- ↑ Rektorater, der dengang regnedes blandt de geistlige Embeder, besattes tidligere af Bispen; først 1739 forbeholdt Kongen sig umiddelbart at udnævne Rektorer.
L. Daae: Ludvig Holberg.
