Værne Kloster.[1] Efter Reformationen maatte Valfarterne til de Bykirker og Steder, der laa i den store Alfarvei, snart ophøre som Følge af den nye Geistligheds Nidkjærhed, der netop i saadanne Punkter kom mest tilsyne, men derimod vedblev fremdeles overtroiske Pilegrimsvandringer til mere afsidesliggende Kirker eller hellige Kilder, idet navnlig Syge paa saadan Maade troede at kunne gjenvinde sin Sundhed og Førlighed.
Det mærkeligste af disse Valfartssteder var uden Tvivl Røldals Kirke.
Røldal (Rörgudalr) er som bekjendt en liden Indsænkning midt i Fjeldmassen mellem Ryfylke, Hardanger og Øvre Thelemarken. Den ret smukke Bygd, der ligger rundt om et Vand, var tidligere Annexsogn til Suldal i Ryfylke, men har nu egen Præst og hører til Bergens Stift. Om Befolkningens Herkomst har man forskjellige Sagn, der gaa ud paa, at den skulde nedstamme fra Rømningsmænd. Navnlig er der en udførlig, men aabenbart helt opdigtet Fortælling om en Heste-Per, der efter at have været en farlig Røver reddede sig fra sine Forfølgere ved at flygte til den ubeboede Dal, hvor han opryddede Gaarden Rabba og blev Stamfader for en talrig Æt. Gravhauge vidne imidlertid om Beboelse allerede i Hedenskabets Dage. Kirken er en Stavekirke, hvis Ydre dog er helt forvansket.
Naar Valfarterne hid have taget sin Begyndelse, er uvist. Man finder dem først omtalte i det syttende Aarhundrede, da Biskoppen i Oslo Nils Glostrup, der 1622 besøgte Vinje i Thelemarken, skrev saaledes i sin Visitatsbog: „Her berettede mig Præsten, at der dreves en stor Afguderi udi Rellsdalen, som er Annex til Suledal udi Stavanger Stift, med et Crucifix, som Almuen søger, naar
- ↑ L. Daae, Norges Helgener, S. 11.
