Giske stjal de Svenske Alt, hvad de fik fat paa. En Søndag under Gudstjenesten kom fire og tyve Svensker til Borgunds Kirke; „de bleve anførte af en Officier, som kaldte sig Prindsen af Sverige.“ Han bragte Bønderne den Hilsen fra den svenske Konge, at det vilde gaa dem galt, hvis de ikke med det gode gav sig under Sverige. Almuen var længe raadvild og vidste ikke, hvad den skulde svare, men endelig stod en Mand, som hed Olaf Gryten (eller „Gryteraadsmanden“) frem og holdt en Tale. Før Bønderne kunde give noget Svar, sagde han, var det nødvendigt at raadslaa med Fogden og Lensmanden, men de vare ikke tilstede ved Kirken, og derfor maatte han bede Svensken vente i otte Dage. Det lovede ogsaa Fienden at gjøre, men forlangte da ogsaa at faa Gryteraadsmanden med sig som Gidsel. Det havde denne ikke Lyst til, og han forsøgte derfor at liste sig bort, og det lykkedes ham ogsaa at undkomme, efter at han først havde faaet af sig sin røde Trøie og sine Knæbuxer, hvori han var altfor letkjendelig. Saa fort han kunde, ilede nu Olaf Gryten afsted, først til Fogden, og derfra videre til de norske Krigsskibe. Med „svensk Flag“ seilede disse til Valderø, hvor Svenskens Skib laa. Da det første af de norske Skibe kom, gik Kapteinen paa Svenskeskibet, hvor Alle troede, det var en Landsmand, op paa Dækket og „drak en Skaal for sin Kammerat“, men i det samme gav det norske Skib det fiendtlige det glatte Lag. Det svenske Skib sank tilsidst, og Besætningen druknede paa tre Mand nær, som svømmede tillands og forfulgte af de Norske løb tilfjelds. Siden fandt man dem i en Bjerghule døde af Sult. Denne Hule, der ligger tæt søndenfor den store Skjongshule, kaldes endnu Dødmandshulen.
Møringen for 1869, No. 41. Fremstillingen er her noget forkortet; naar det der heder, at Olaf Gryten i sin Tale ved
