Urolighed Sted ombord, ja selve Fartøiet var endog blevet bortført med overnaturlig Hurtighed til fjerne Egne. Om Morgenen, naar Johan stod op, var vistnok Alt i Orden, men en Mængde Blade og Grene, som laa paa Dækket, vidnede om det natlige Spøgeri. Engang havde han da af Nysgjerrighed strøet Aske paa Dækket og om Morgenen fundet Fodspor af Mennesker, Høns og Gjæs. Skjønt Karstens Kone ivrig fraraadede det, besluttede denne nu selv at tilbringe en Nat ombord for personlig at undersøge, hvorledes det hang sammen hermed.
Han lagde sig i Kahytten, og saasnart Klokken slog elleve i det nærliggende St. Stephani Kirketaarn, begyndte de besynderligste Spektakler. Kister og Kasser væltedes imod Kahytdøren, og kort efter førtes Skibet med en uhyre Fart afsted, indtil det endelig igjen pludselig stod stille. Saa bange Karsten end var, forsøgte han dog af alle Kræfter at vælte Kasserne bort fra Kahytdøren igjen for at komme op, og det lykkedes ham tilsidst. Med usigelig Forbauselse mærkede han nu, at Solen stod høit paa Himmelen og belyste et ham ganske ubekjendt Landskab med fuld Glands. Han laa med sit Skib i en rummelig Bugt foran en stor Stad med Hundreder af Taarne, prægtige Haver og deilige Træer, saasom Cedre og Kokospalmer. Havnen var opfyldt af Skibe og vrimlede af Baade, bemandede med halvnøgne Negre. Karsten, der var iført en tyk Vams, en Hue af norsk Peltsverk og Handsker af Bjørneskind, som han havde bevaret fra sine fordums Reiser til Bergen og Throndhjem, plagedes nu saaledes af Varme, at han ilsomt afførte sig disse her lidet passende Klædningsstykker. Han vovede tilsidst at tiltale en Skildvagt ved Stranden og spurgte, hvor han var. Svaret blev: „I Ostindien.“ Med Fortvivlelse tænkte han nu paa sine Børn og sin
