Karsten betroede da sin Hustru den Hemmelighed om
Splinterne af St. Olafs Kiste, som hun hidtil aldrig
havde erfaret, og de forstode begge, at „Ridderen“ ingen
anden kunde være end Helgenen selv. De besluttede tilsidst,
at dennes Villie skulde opfyldes, og at Sagen skulde
tilkjendegives Erkebiskopen.
Karsten begav sig da til dennes Pallads, men Drabanterne værdigede ham intet Svar paa hans Bøn om Audients og truede endog med at jage ham bort med sine Hellebarder. Han ventede da en Stund for at se, om ikke en af de Fornemmere maatte komme til, om han maaske hos en af disse kunde være heldigere. Endelig kom en Domherre fra Paderborn, til hvem han betroede sig og fortalte ham den hele Historie om sin Reise til Norge og om Splinterne af St. Olafs Kiste. Den Geistlige hørte paa Fortællingen med spændt Opmærksomhed og søgte under Samtalen at bringe Karsten længere og længere bort fra den protestantiske Erkebiskops Gaard. Da Fortællingen var til Ende, enedes de om, at Domherren skulde modtage Relikvierne, og at de skulde bringes til Domkirken i Paderborn. Om Aftenen foregik Udleveringen, efterat Karsten havde modtaget en Sum Penge. Fra den Tid af levede Karsten stedse i Lykke og Velstand. I Alt, hvad han foretog sig, var han herefter heldig.
