Medens Svenskerne stod i Opdal, havde alt Folket i
Rennebo gjemt sig bort i utilgjængelige Afdale og Bjerghuler,
der endnu bære Navnene Bergstugun, Svenskdalen
o. s. v. Kun paa Sundset var en Tulling bleven tilbage.
En Dag kom en svensk Rytter, der skulde bringe
Brev til Anføreren i Opdal, ind paa en af Sundsetgaardene.
Da han ikke fandt nogen hjemme, fodrede han
sin Hest og gjorde op Ild paa Arnen. Som han nu sad
og varmede sig, fik han med et se Tullingen, der stod og
sigtede paa ham gjennem Døraabningen. Han advarede
ham mod at skyde, da det ellers vilde gaa ham ilde.
Tullingen brød sig ei derom og trykkede løs. Svensken
blev saaret, men var dog endnu istand til at stige til
Hest. Paa Veien til Opdal kom en Skare Ryttere ham
imøde; han var da maalløs og pegede blot paa sit Saar.
Hans Kammerater vilde hevne ham og søgte omkring paa
Gaardene efter hans Banemand. Paa Gissenaas fandt
øde en gammel Kjærring, som de vilde tvinge til at fortælle,
hvem og hvor Gjerningsmanden var. Da hun naturligvis
intet vidste herom, tændte de endog op et Baal
og truede med at brænde hende levende, men da fik den
saarede Mælet tilbage og berettede, hvorledes det var
gaaet til. Svenskerne drog nu strax ned til Sundset,
hvor de stak Ild paa Gaardene.
Fortalt af Ole Arngrimsen Bratset af Rennebo.
4. Fra Opdal tog de la Barre Veien over Kvikne og Dalsbygden til Røros, hvor han blev staaende, indtil hele den svenske Hær brød op fra Norge. I denne Tid sendte han flere Afdelinger paa Rekognoscering ned gjennem Østerdalen. En af disse, der bestod af 70 Ryttere, kom ved Juletider til Tyldalen, hvor den slog sig ned i den øverstliggende Grænd. Det vaabenføre Mandskab i