Dalen var bleven underrettet om Fiendens Komme og havde samlet sig i Skaret søndenfor Midtskoven, hvor der var bleven dannet en Forhugning. Foran denne havde man lagt alle de Harve, som fandtes i Bygden, saaledes, at Hestene maatte skade sine Fødder paa deres Tinder. Da Svenskerne kom til Øverby, bleve to Piger saa forskrækkede ved Synet af dem, at de i bare Særkeærmer satte afsted over den veirhaarde Tverkjøl til Nabosognet Lille-Elvedalen. Paa en anden Gaard kom to Ryttere ind og forlangte Mad og Øl. Da Konen ei strax efterkom deres Ønske blev den ene af dem vred og hug sit Sværd i Bordet, saa Skiven kløvnede. Men da hun forklarede dem, at hun ei kunde gaa fra sit syge lille Barn, sagde den anden: „Ræk mig Barnet, Gumma! Jeg har mange smaa Børn hjemme, men uvist er det vel, om jeg faar se dem mere.“ Overalt paa Gaardene, hvor Svenskerne kom, tog de Skindfeldene, som de skar et Hul i Midten paa og hængte over Skuldrene. Da der ikke fandtes andre end Oldinge, Kvinder og Børn hjemme, fattede Fienden Mistanke, og Anføreren tvang den gamle Thord Oppistuen paa Øverby med Kaarden for Brystet til at røbe, hvad Nordmændene havde isinde. Men Svenskerne vare da altfor trætte og forkomne til, at de kunde tænke paa at drage videre den Dag.
Dengang gik Skoven længere ned til Husene paa Øverby end nu. Tidlig om Morgenen den næste Dag, før Svenskerne endnu havde rustet sig til at drage afgaarde, vidste de ei Ordet af, før Nordmændenes Kugler peb dem om Ørene. Anføreren, som sad tilbords, blev truffet; han reiste sig, men sank strax til Jorden. Enden blev da, at Svenskerne maatte vende tilbage den samme Vei, de vare komne. De førte sine Døde med og nedsæn-
