kede dem i Tvebottentjernet paa Tønsetkjølen. Om Vaaren, da Isen gik op, flød Ligene ovenpaa Vandet.
Almindelig kjendt i Tyldalen og Tønset.
5. Långströms Død. Fra Melhus skulde en af de kjækkeste Partigjængere i Armfeldts Hær, Kaptein Långström, føre Posten over til Sverige, men blev paa Veien gjennem Hegre dræbt af Bønderne. Almuen der i Egnen ved endnu at paapege Stedet, hvor han faldt, og har følgende Fortælling om hans Død.
I Forbygden havde Nordmændene ved Gaardene Fornes og Kil lagt flere Forhugninger, hvor Bønderne holdt Vagt, saa ofte en fiendtlig Afdeling var i Nærheden. En Aften kom Långström til Gaarden Hegre, hvor han overnattede. Tidlig den næste Morgen, før han drog ud, brændte han Krudt for at se, hvorledes Dagen vilde gaa hen. Det var nemlig i gamle Dage en gjængs Overtro blandt Soldaterne, at de ved at antænde Krudt kunde erfare, om et begyndt Foretagende vilde lykkes eller ei. Slog Røgen mod Jorden, var dette et ligesaa sikkert Tegn paa, at alt vilde gaa vel, som at en Ulykke var forestaaende, ifald den trak op. Dampen slog Långström mod Brystet, og han udbrød i mørk Anelse: „Gud give, at denne Dag var vel endt!“ Han tvang Bonden paa Hegre til at vise ham Vei opover Forradalen, og det var hans Hensigt saavidt muligt at omgaa Forhugningerne i Forbygden. Men om Natten havde Bønderne i Omegnen paa Rygtet om hans Ankomst samlet sig. Blandt dem var ogsaa en gammel Bjørneskytte, hvis sikre Skud strakte Långström til Jorden, idet han stod i Begreb med at gaa over Elven strax nedenfor Gaarden Fornes.
Fortalt af Johan Hofstad af Stjørdalen.
