Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/133

Denne siden er ikke korrekturlest


6 a. Svenskerne paa Bynesset. Medens Svenskerne laa i Melhus, kom en mindre Afdeling af dem til Bynesset for at inddrive Levnetsmidler og Fourage. For ikke at overrumples af norske Streifpartier slog den Leir paa Stormyren, eller Graamyren, som den ogsaa kaldes, hvorfra man har en vid Udsigt til alle Kanter.[1] Om disse Soldater har man bevaret nogle Træk. Da de kom til Gaarden Høiem, begyndte Ungerne at skrige, saasnart de fik dem at se. Den svenske Officier bød sine Mænd at fare varligt frem, og de tog da ogsaa blot nogle Levnetsmidler og Bjeldekoen. Men da de vel vare dragne af Gaarde, kom Konen efter dem og bad for sine mange smaa Børns Skyld om at faa sin Ko tilbage og tilbød at give dem en Smørbut i Stedet. Svenskerne lo og gik ind paa denne Byttehandel. Paa en anden Gaard, Langlo, ynkede en gammel Mand Svenskerne, at de vare saa magre og forsultne at se til. „Er det noget at undres over?“ sagde en af dem. „Ifjor vare vi borte i Slagtetiden, iaar have vi ogsaa været borte. Hvad skulde vi saa blive fede af?“

Fortalt af Jon Løkken af Bynesset.

Om Svenskernes Færd paa Gaarden Høiem og andre Steder paa Bynesset lyder en anden Beretning saaledes:

6 b. Da de Svenske i 1718 gjorde det Indfald nordenfjelds, som endte med, at flere tusinde af deres Soldater frøs ihjel paa Fjeldet, „gav deres General dem Lov til at røve og plyndre i Bygderne om Throndhjem, thi da slap han selv at føde dem.“ En Aften kom nogle Svensker til Høiem i Bynesset. Manden var borte og

  1. For endel Aar tilbage fandt man her under Torvtagning et Menneskeskelet med Rester af Klæder og en Skindfeld samt Munderingsknapper, som antoges at hidrøre fra denne Tid.