villig, delte de gjerne sine knappe Smuler med ham. En Dag i Julen bleve Folkene meget forundrede over, at der kom en usædvanlig stor Mængde af høitstaaende Officierer tilgaards. Om Kvælden, da Konen gik til Fjøset og Gutten efter Sædvane fulgte med, spurgte hun ham om, hvad Grunden til dette vel kunde være. Længe vilde han intet sige; thi det var ham under Dødsstraf forbudt at røbe, hvad Officiererne havde forhandlet om. Men da hun vedblev at fritte og spørge, tog han tilsidst Løfte af hende om Taushed og hviskede hende i Øret: „Konungen var är död.“ Dagen efter brød Svenskerne op og marscherede sydover.
Fortalt af Hans Uglen af Klæbo, der i sin Ungdom hørte det af sin Farfader, der var fra Nabogaarden til Nyhus. Smlgn. hermed ogsaa O. Stv. Hansen: Bygdefortælling, S. 47.
9. Paa Tilbagetoget gjennem Guldalen efterlod Armfeldt paa Gaarden Foss i Horg en Afdeling Soldater. Kari Foss – saa hed Husmoderen paa Gaarden – var lidet tilfreds med disse ubudne Gjæster, men holdt dog gode Miner et Par Dage. Da fik hun Nys om, at en norsk Trop opholdt sig i Nærheden. Om Natten listede hun sig hen til den og gav Løitnanten, som førte Kommandoen, fornøden Besked og tilbød sig at være Nordmændenes Veiviser. Hendes Tilbud blev modtaget, og før det gryede ad Dag, vare Svenskerne efter en haard Modstand overmandede og tagne tilfange, hvorpaa de førtes til Throndhjem. Det varede ikke længe, før de her fik høre om den Armfeldtske Hærs Skjæbne. Da skal en af dem have sagt: „Vi have før forbandet Kari, men efter det, vi nu høre, have vi fuldt Skjel at takke hende.“
Fortalt af Gaardbruger Reitan af Aalen.
