Marken midt i Slaataannen. Han hilsede da: „Guten Tag!“ De Andre vilde nu til at snakke med ham og spørge ham, hvorledes han havde det; men til Alt, hvad de sagde, rystede han blot paa Hovedet og sagde: „Ich verstehe nichts, verstehe nichts!“ Baade hans Fader og Moder bleve rent forskrækkede over, at han talte et fremmed Maal. Knut gik da en Stund og spyttede og bandte paa tydsk. Tilsidst spændte han paa en Rive og spurgte: „Was ist das für eit Tindeling?“ Men bedst som det var, kom han til at træde saa ubehændigt paa Rivetænderne, at han fik sig et dygtigt Mundslag af Riven. „Au!“ skreg han, „den stygge Riva, kor ho slog meg!“
Svein Urædd. 1869. No. 2.
Ei kjække Nordmand trænger til
At muntres op til Dyd,
Hos ham Dyd arves med
Den Luft, han fødes i.
– – – – –
– – – – –
– – – – –
For ham er Kongen Fader,
Thi Børne-Ret han har,
Han derfor fremfor andre
Udsees at Kongen vogte.
(P. F. Suhm, Saml. Skr. VI. S. 89–90).
I Aarene 1769–1772 tjente mellem Kongens Livgardere i Kjøbenhavn ogsaa en Soldat fra Ullensvang i Hardanger, Knut Hanssøn Jaastad. Han var 72 Tommer høi og en vakker Karl af ualmindelig Legemsstyrke.
