I gamle Dage var det en svær Byrde for Almuen ved Hovedveiene i Norge, at den maatte yde Friskyds for alle dem, som reiste i Kongens Ærinde eller havde Brev fra Øvrigheden paa at befordres frit. Især var dette haardt for Bønderne i Lærdal i Sogn, thi Filefjeld var ofte næsten ufremkommeligt, og dog var det her, at Skydsen oftest gik paa. De mange Broer paa Fjeldet og den Vei, som dengang gaves, skulde desuden Lærdølerne holde vedlige. I 1657 gav derfor Slotsherren paa Bergenhus, Ove Bjelke, dem Fritagelse for at udskrives til Soldater, og denne Frihed beholdt de, ved gjentagne Kongebreve, i næsten halvandet hundrede Aar. De nød ogsaa en anden Begunstigelse, idet de nemlig slap med halv Skat af sine Gaarde.
Men i Slutningen af forrige Aarhundrede hændte det sig, at endel Kjøbmænd i Bergen søgte om høi Rang og Titel; en af dem var endog saa begjærlig efter denne Lykke, at han i Ansøgningen erklærede, at en Rang var „nødvendig til hans timelige Lykke“. De Penge, som herved kom ind, besluttede Regjeringen at bruge til at lade Veien over Filefjeld ordentlig oparbeide. Paa den Maade blev Lærdølernes Skydsbyrde betydelig lettet, og da de fremdeles fik beholde sine store Friheder, fandt man det billigt, at de paatog sig det rigtignok nu betydelig forøgede Veiarbeide. Saa nødig de vilde, fik de derfor finde sig i, at der 1795 blev paalagt Almuen i Hovedsognet Lærdal og i Borgund at arbeide sexten, og Almuen i Aardal (dengang Annex, nu eget Præstegjeld) ti Dage aarlig paa Veiens Vedligeholdelse,
Generalveimesteren i Bergens Stift, Joh. Chr. Ham-
