taget fra Alteret og ophængt over Kordøren. Den gamle Offerpsalme „Al den ganske Christenhed“ istemtes, og de Valfartende gik op til Offers. En af dem lagde endog ti Species paa Alteret; det var en Mand fra Holmedals Sogn i Bergens Stift, som valfartede paa en sengeliggende gammel Kones Vegne. Den hele Indtægt paa een Daler nær, som Skoleholderen fik for sin Umage, tilfaldt Kirkeeierne. Efter Ofringen fulgte endnu en Psalme, men derpaa brød Forsamlingen skyndsomst op. Hver greb sin Stav og ilede afsted, „thi Pilegrimene maatte ikke komme til Røldalsbygden, førend efter at Solen gik ned, og de maatte være ude af den, før Solen randt op“.
Provsten traf nu Foranstaltninger til at faa Afguderiet afskaffet for bestandig, men endnu flere Aar efter bleve dog af og til Gaver indsendte til Kirken selv fra fjerntliggende Bygder, dels gjennem Præsten, dels gjennem Kirkeeierne.
Den Regel, at Pilegrimene skulde forlade Egnen, var maaske først opkommen i senere Tider og muligens egentlig opfunden af Kirkeeierne, for at ikke de Fremmede skulde komme til at tale for meget med de indfødte Røldøler, hvilke selv for længe siden havde ophørt at tro paa Miraklerne i Kirken. De fleste Valfartsreisende skulle have været fra Skaaneviks og Os Præstegjelde.
Tidligere holdtes lige efter St. Hans-Helgen ogsaa et Marked i Røldal ved den indre Ende af Vandet. Det skal have varet i hele otte Dage, og i disse Dage samledes da her de værste af alle Ryfylkes, Hardangers og Thelemarkens Hestebyttere. Uden noget Opsyn førte disse Folk tilligemed Ungdommen af begge Kjøn fra de nærmeste Bygder et vildt og uterligt Liv, som gjorde Markedet berygtet. Slagsmaal fandt naturligvis idelig Sted, især mellem de „vilde Austmænner“, stundom fore-
