Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/161

Denne siden er ikke korrekturlest


Home. Over Billedet stod malet følgende Indskrift: „Asgier Hectved er mit Navn. Jeg frygter icke for min lige Mand saa længe Øxen bide kand“.

Optegnet 1786 af H. J. Wille (Norsk hist. Tidsskrift, 2. N. III. S. 169), der har seet adskillige Dokumenter om denne Mands Bedrifter, formodentlig Landsvistbreve og Øvrighedens Beretninger i Anledning af disse. Ved Landsvist forstodes Kongens Tilladelse til en Drabsmand at opholde sig 12 Maaneder i Riget, sikker for al Selvhevn af den Dræbtes Arvinger. Drabsmanden havde foruden Mandebod til Arvingerne at betale Thegn- og Fredkjøb til Kongen. Landsvistbrevene vare courante Bevillinger, som for bestemt Betaling udfærdigedes i Kongens Navn af Kantsleren, uden at Kongen selv var tilstede, ligesom Tilfældet endnu er med de saakaldte „Kongebreve“, der løses hos Amtmanden.


Store-Hans.


Guttorm og Hans hed to Brødre fra Gaarden Graupe i Kvikne i Gudbrandsdalen. Guttorm var den ældste, og da han byttede bort sin Gaard med Hervigstad i Hedalen, fulgte Hans med ham og voxede op der. Da Hans blev voxen, blev han en kjæk og vakker Karl at se paa, høi, rank og axelbred, smal om Livet og bred over Brystet. Han syntes ikke saa stor ved første Øiekast, men det kom deraf, at alle hans Lemmer vare saa rundvoxne. Hans Laar, Lægge og Arme vare som Stokke og haarde som Jern at tage i, naar han spændte Senerne ud. Om Guttorm vide de Gamle ikke saa meget at fortælle som om hans Broder. Han var mere tykfalden og tætvoxen, meget stærk i Armene, men ikke saa smidig som Hans. Han lagde sjelden Haand paa Nogen, thi han var en stilfærdig og spag Mand.