Hans levede, efter hans Mening har været Midten af det attende Aarhundrede.
Om Oprindelsen til Navnet Fanitullen, hvilken Slaat omtales i dette Sagn, heder det hos Jørgen Moe i Anmærkningerne til hans Digte, Chra. 1850: „I et Bryllup i Hallingdal, hvor Kniven var brugt og flere Mandfald vare skete, gik en Karl ned i Kjelderen for at tappe Øl. Der saa han Fanden sidde paa en Tønde og hørte ham spille en forunderlig vild og gribende Slaat, som Spillemændene deroppe endnu kunne. Karlen forstod nu, hvorfor Laget havde været saa blodigt.“
Sammenlign om Fanitullen ogsaa: Søgnir fraa Hallingdal, utgjevne af J. E. Nilsen. S. 73–74.
Om Slagsmaal mellem Østerdøler og Gudbrandsdøler se Andr. H. Isaachsen i Turistforeningens Aarbog for 1868, S. 71–72.
Biskop Glud i Viborg, hvis Frue var en Moth, havde en Søn, som blev Amtmand over Buskerud, Hallingdal og tilhørende Egne [og] havde den Vanheld at skyde sin egen Frue ihjel, da han ladede et Gevær for at skyde et Elgsdyr, som var kommet ind paa hans Gaards Grund, Austad tæt ved Strømsø. Han blev mistænkt for at have gjort det med Villie, da man troede, han yndede den Person, han strax efter giftede, nemlig en Søster til Justitsraad Moss, Fader til Kasserer Mossencrone; blev dog frikjendt. Han døde af et Slag, da han som Commissarius var ved Bingens Lændse. Han havde tvende
