vendte hans Vrede sig mod Præsten, hvem han tilsvor Hevn. Han gik til Præstegaarden, og Præsten rømte af Forskrækkelse. Søren borttog da alt hans Sølvtøi og kastede det rundt omkring paa Gaardens Agre, hvor man siden gjenfandt det. Herfor blev han nu anklaget, og da han var Leilænding under Sædegaarden Østraat, der havde Birkerettighed, sattes han i Arrest paa Herregaarden. Engang fik han se, at Præsten Meintz kom i Besøg til Østraat, og listede sig saa ud af sit Fængsel, hvor han ikke blev nøie nok bevogtet. Han skjulte sig paa Veien til Præstegaarden, overfaldt Præsten paa Hjemveien ved en Bæk, som heder Fuglebækken, trak ham ned af Hesten og knuste hans Hoved med en Trækølle. Ugjerningen blev opdaget derved, at en Hund, som Præsten altid havde ført med sig, siden engang anfaldt Søren med en rasende Heftighed. Vel negtede han haardnakket, men blev dog, da Mistanken var altfor stærk, indsat paa Throndhjems Fæstning som Livsslave. Før sin Død skal han ogsaa have bekjendt det Hele for Sognepræsten ved Frue Kirke, Mag. Lorents Wittrup. Mordet fandt Sted Aar 1763.
A. Erlandsen, Biographiske Efterretninger om Geistligheden i Throndhjems Stift, S. 252–253. Om Fængslet paa Østraat, en Kjelder under Taarnet, fortælles nogle Smaatræk i Klüwers Norske Mindesmærker, Chra. 1823. 4. S. 89. Fængselskjelderen var kun 6 Alen i Firkant. Her skal i Ove Bjelkes Tid († 1674) en Pige ved den svage Lysning gjennem et Hul paa Døren have udsyet et Tørklæde, der længe bevaredes, og derved befriet sig fra Fængslet. En Smed skal ligeledes have befriet sig ved at arbeide det Jerngitter, som siden stod for Trappen til Hovedbygningen.
