I Aaret 1737 boede paa Finnø ved Stavanger en Bonde, Ole Jonssøn, der var kjed af sin Hustru, Kari Knutsdatter, og derfor vilde tage hende afdage. Han søgte da gjentagende at overtale sin Broder Aslak til at drukne hende, og for god Betaling gik denne endelig ind paa at dræbe Kari. Han besøgte hende da en Nat i Oles Fraværelse og spurgte, om hun vilde følge med ham over Fjorden for at besøge sin Slægt der, da han selv just havde et Ærinde derover. Hun modtog Tilbudet, men da de vare komne en Fjerdingsvei ud paa Finnøfjorden, saa Aslak sig omkring, og da han ikke saa nogen Baad paa hele Fjorden, kastede han Kari overbord og roede hurtig fra hende, der skreg og jamrede sig. Hun druknede dog ikke, men blev ved et heldigt Tilfælde reddet paa en Baad, hvis Mandskab hørte hendes Skrig, hvorefter begge Brødre kom under Tiltale og dømtes til Bremerholm i Kjøbenhavn, Aslak for at arbeide paa Livstid i Jern, Ole derimod for at tjene som Matros paa Flaaden.
Norske Magazin, III. S. 158–159.
Endnu i forrige Aarhundrede hændte det ikke sjelden,
at vore Landsbygder hjemsøgtes af omstreifende Pak, der
tiggede, stjal eller truede sig til Ydelser baade af Penge
