ogsaa ind i selve Gaardens Huse og fortsatte sine Tyverier ganske uhindret. I sin Nød sendte Bønderne da endelig Bud til Alexander. Han kom og udtænkte strax en List for at overmande Tyven. Han fik fat paa to Mand og to Baade. Mændene satte han i den ene Baad, selv gik han i den anden og tog med sig en Dunk Brændevin, et Oxelaar og nogle flere Smaating. Saa roede han først ud selv og lod de to Mænd ro efter af al Magt under det Raab: „Grib Tyven, grib Tyven!“ Da han var kommen hen til Nøstet, var den anden Baad lige efter ham, og han anstillede sig rent fortvivlet af Angst for at blive fangen. Han tog Dunken og Kjødlaaret paa Nakken, sprang op til Nøstdøren og bad den virkelige Tyv om at faa Tilflugtssted hos ham. Denne antog ham da for en Kammerat og tog ham til sig; de delte Brændevinet og bleve de bedste Venner. Enden blev da den, at Alexander fik Tyven til at hente Halm til at stoppe i Sprækkerne paa Nøstet for Kuldens Skyld, og at Bønderne indfandt sig om Natten, tændte Ild i Halmen og i Forening med Alexander dræbte Tyven, medens Nøstet brændte. Ikke længe efter udryddede Alexander paa Ellingsøen en hel Bande, bestaaende af Tyve af begge Kjøn, som han først berusede ved Brændevin, dernæst slog ihjel med sit Blylod og endelig kastede i Søen.
„Store-Haugnesen“ hed en Stortyv; som levede med sin Familie af Røveri og Plyndring. Han var ikke alene en stærk Mand, men stod ogsaa i Ny for Trolddom og „havde syv Mandshjerter indsyede i sin Skjorte“. Derfor gjaldt han for uovervindelig og skudfri. Ogsaa han maatte dog tilsidst bukke under for Alexander. Han narrede Haugnesen til at slutte Broderskab med sig og søgte da først og fremst at berøve ham de syv Mandshjerter; thi Alexander var selv blandt dem, som troede, at saa-
