blev nu jaget af Tjenesten og kom ind paa Fantestien, hvor han snart vandt et Navn, der slog alle med Skræk. Det hed sig om ham, at han stod i Pagt med Fanden, at hverken Jern eller Bly kunde bide paa ham, da han bar syv Mandshjerter indsyede i sin Skjorte, og at han eiede Svartbogen. Jenterne paa Sætrene og den ensomme Veifarende vare lige ilde farne for denne Fark, som forenede en ganske utrolig Styrke med List og Forslagenhed. Han blev et Par Gange sat paa Slaveriet, men rømte lige saa ofte, hvilket i hine Dage neppe var noget stort Kunststykke. Da han ved sin sidste Rømning havde saaret en Soldat, blev han lyst fredløs, men saa stor var Skrækken for ham, at han blev gaaende paa fri Fod indtil sin Dødsdag. Da det saa omsider spurgtes, at han var bleven dræbt, havde Bygdealmuen overalt Følelsen af, at den var bleven befriet for et stort Onde.
Paa Gaarden Snildal levede der indtil for 15–20 Aar siden en gammel Bjørneskytte, der hed Anders, men er bedst kjendt under Navnet Snildalingen. Antallet af de Bjørne og Ulve, som havde maattet bide i Græsset for hans sikre Skud, nærmer sig til det utrolige; men sit største Ry vandt hen dog som Fanteguttens Banemand. En Høstdag gik Snildalingen ud for at søge efter en Bjørn, som han havde hørt om. Han pleiede at være ude flere Dage i Træk og havde derfor rustet sig godt. Om Kvelden søgte han Ly i en Udlade og grov sig ned i Høet. Da det led ud paa Natten, kom et helt Taterfølge ind der, og Snildalingen blev ikke lidet ræd, da han mærkede, at Fantegutten var iblandt dem. Følget havde en liden Hund med, som for omkring og knistrede, saa det skjønte, at det ei var alene der. Saasnart det blev Morgen, drog det derfor sin Vei. Snildalingen biede en Stund, men styrede saa sine Skridt op mod Fjeldet. Da han var kom-
