men et Stykke opover, mødte han Fantegutten, der havde fjernet sig lidt fra sine Kammerater. Han var nok saa blid og godlynt og gav sig i Snak med Snildalingen, som han tidligere havde truffet sammen med paa Fjeldet. Han bad ham om at faa se paa hans Bøsse; men da Snildalingen vidste, at Fantegutten kunde forhexe den, vilde han ikke indlade sig paa det. Nu blev Fanten sint og greb til Kniven, men Snildalingen trak sig dog saavidt fra ham, at han fik en Sølvknap i Bøssen og tog Sigte paa Fanten, som stupte. Han ransagede saa den ene af hans Lommer og fandt i den et Gulduhr, som han stak til sig. Men videre Undersøgelse fik han ikke anstillet, da han hørte hele Fantefølget, som var hidkaldt ved Skuddet, komme ansættende, og det var kun med Nød og neppe han vandt at skjule sig i en Høgrav i Nærheden. Først plyndrede Fanterne sin faldne Kammerat, og siden gav de sig til at søge efter Snildalingen. Mangen Gang vare de lige indpaa ham, der han laa, men de saa ham dog ikke og maatte omsider drage videre med uforrettet Sag.
Aaret efter var Snildalingen paa Markedet i Throndhjem. Medens han gaar omkring paa Torvet med en Bjørnehud paa Armen, kommer der en bort til ham og hvisker ham i Øret: „Du skjød en Bjørn ifjor; men du snuede (ɔ: flaaede) den ikke paa den rette Side.“ Snildalingen saa sig om, men Fanten var forsvunden i Vrimmelen.
Meddelt af O. A. Øverland.
