Det er Valborgs Mand, som, fordi han ikke lod sig
afskrække ved sin Hustrues Skjebne, har faaet Plads her
for en lignende Brøde. Han var stevnet til Things og
for en Dommer, der var kjendt som en streng Mand og
havde for Skik at stevne Folk til at møde, førend Solen
randt. Valborgs Mand kjendte vel denne Dommerens
Sædvane, men mødte alligevel først langt ud paa Formiddagen
og svor endog paa, at han ikke var kommen
forsent, fordi han den Dag ikke havde seet Solen rinde.
Det var nemlig den Dag Graaveir. Han blev da sat i
Fjeldet, saa at han og hans Hustru bestandig skulde kunne
se over til hinanden. Det heder ogsaa, at Valborg havde
taget til sig en Pige, der kaldte hende Moster. Mange
friede til hende, men Alle fik Nei, indtil omsider en Østmand,
der klædte sig af ved Nesset og svømmede over
Elven til Faret, blev den lykkelige. Efter sin Død gik
Valborg igjen for denne Søsterdatter.
Mundtlig fortalt mig. Paa Kvinesheien mellem Kvinesdal og Hegebostad findes en sprukken Sten, hvortil knytter sig et Sagn der minder om Fortællingen om Valborg. Ogsaa her havde en Kone med Jord i Trætøflerne fra sin egen Gaard aflagt falsk Ed for at tilvende sig fremmed Eiendom. Men Stenen, hvorpaa hun stod, sandsynligvis en Grænsesten, revnede og benævnes siden „Kjærringkjesten“. I umindelige Tid er har det været Skik, at Forbifarende kastede en Smaasten i Revnen, der nu er aldeles opfyldt af saadanne
