Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/193

Denne siden er ikke korrekturlest


Det er Valborgs Mand, som, fordi han ikke lod sig afskrække ved sin Hustrues Skjebne, har faaet Plads her for en lignende Brøde. Han var stevnet til Things og for en Dommer, der var kjendt som en streng Mand og havde for Skik at stevne Folk til at møde, førend Solen randt. Valborgs Mand kjendte vel denne Dommerens Sædvane, men mødte alligevel først langt ud paa Formiddagen og svor endog paa, at han ikke var kommen forsent, fordi han den Dag ikke havde seet Solen rinde. Det var nemlig den Dag Graaveir. Han blev da sat i Fjeldet, saa at han og hans Hustru bestandig skulde kunne se over til hinanden. Det heder ogsaa, at Valborg havde taget til sig en Pige, der kaldte hende Moster. Mange friede til hende, men Alle fik Nei, indtil omsider en Østmand, der klædte sig af ved Nesset og svømmede over Elven til Faret, blev den lykkelige. Efter sin Død gik Valborg igjen for denne Søsterdatter.

Mundtlig fortalt mig. Paa Kvinesheien mellem Kvinesdal og Hegebostad findes en sprukken Sten, hvortil knytter sig et Sagn der minder om Fortællingen om Valborg. Ogsaa her havde en Kone med Jord i Trætøflerne fra sin egen Gaard aflagt falsk Ed for at tilvende sig fremmed Eiendom. Men Stenen, hvorpaa hun stod, sandsynligvis en Grænsesten, revnede og benævnes siden „Kjærringkjesten“. I umindelige Tid er har det været Skik, at Forbifarende kastede en Smaasten i Revnen, der nu er aldeles opfyldt af saadanne