man spurgte ham, hvorlænge man kunde være vis paa at være dem kvit, svarede han, at det idetmindste skulde vare en god Mandsalder, men naar atter syv og sytti Aar vare forløbne, kunde det nok hænde, at Ulvene kom igjen. Besynderlig nok viste sig virkelig i Aaret 1854 pludselig en Mængde Ulve i Ryfylke til stor Skade og Skræk for Almuen, som i Mands Minde ikke havde vidst af dem at sige. I Røldals Kirke hængte eller hænger maaske endnu en Sølvtavle med Aarstallet 1777 og en Indskrift, der oplyste, at Hjelmelands Menighed skjænkede Røldals Kirke Tavlen som et Taknemmeligheds-Offer, fordi Præstegjeldet i dette Aar var befriet for Ulvene.
Aftenbladet 1868, No. 50 (meddelt af forhenværende Provst og Sognepræst Løberg).
I Pontoppidans Norges nat. Hist. II. S. 29 forekommer følgende Fortælling om Ulvene:
I gamle Dage kjendte man ikke til Ulven i Bergens Stift eller paa Vestkanten af Norge, men paa Østlandet har den bestandig holdt sig. Filefjeld var dens Grændse, og derover kom den aldrig, førend omtrent 1718 eller mod Enden af „sidste“ Krig, da Krigsfolk jevnlig maatte gaa over Fjeldet og Fødevarer bleve førte over i Mængde ved Vintertid. Den altid sultne Ulv skal da have fulgt Lugten og paa den Maade ladet sig lokke over Fjeldet.
