som var Regimentskvartermester under de danske og norske Troppers
Tjeneste i Nederlandene 1692 (Chr. Bruun, Frederik Rostgaards
Liv og Levnet, Kbhvn 1870, S. 29).
Han var nitten Aar gammel, dengang han bar Sophia
Magdalena ned i Baaden, og vedblev endnu i syv
Aar at tjene paa Brunholmen. Da kom han hjem for at
overtage Gaarden lille Ingeset, som var Bygselgaard under
Skauge Kirke. Som han engang en Høstnat listede
sig afsted til Store Fylling, hvor hans Kjæreste, Ingeborg
Thorsteinsdatter, boede, fik han se Lys i Brunekleven.
Lars havde sit Gevær med sig, tog Sigte paa Lyset og
fyrede. I Graalysingen gik han op i Uren, thi han troede
fuldt og fast, at det maatte være en Skat, siden der
havde brændt Lys. Og ganske rigtig, han fandt, efter at
have ledt vel, en Bøtte fuld af Sølvpenge. En Stund
efter kom Ingeborgs Fader til Ingeset, og Lars begyndte
at tale til ham om hans Datter. Thorstein sagde først
Nei og beskyldte Lars for at have sat sig i Gjæld i de
Aar, han tjente paa Brunholmen. Da gik Lars ind i Koven
og kom igjen med sin Bøtte, satte den paa Gulvet
og gav den et Spark, saa alle Sølvpengene dryssede henover
Gulvet. „Her ser du den Gjæld,“ sagde han, „som
jeg har gjort paa Brunholmen.“ Nu havde Thorstein
Fylling Intet imod Giftermaalet, og det blev da bestemt,
at Lars skulde komme til Fylling om Løverdagen, saa
skulde Alt blive bragt i Orden. Han kom og blev godt
modtagen, men Bevertningen var tarvelig, thi det var
midt i de tre store Uaars Tid, i 1742, og det foregaa-
