han der gik fra, og hvorledes det var tilgaaet, men aldrig kunde Nogen gjenfinde den Plads, hvor god Kundskab han derom havde givet. Herom lader jeg Enhver have sin Mening og Dom, som dem synes.“[1]
En Skildring af Kongsbergs Fortid vilde være en taknemlig Opgave for en Forfatter, da der i denne Arbeiderby, i forrige Aarhundrede omtrent ligesaa folkerig som Christiania, raadede mange eiendommelige Forhold. Det maa meget beklages, at de udentvivl talrige og charakteristiske Traditioner, der endnu for et Par Menneskealdre siden maa antages at have levet blandt Bergalmuen, ikke i Tide ere blevne samlede.
En af de Personligheder, som længst have holdt sig i Sagnet, er vistnok Myntmester Henning Christopher Meyer, der levede paa Frederik IV.s Tid og beboede det Hus, der siden længe har været benyttet til Kornmagasin. Han paadrog sig den mægtige Biskop B. Deichmans Uvenskab, som der fortælles, fordi han „havde hængt Biskoppens Billede paa et foragteligt Sted.“ Deichman blev Medlem af en Kommission til at undersøge Sølvverkets Forhold, og nu anklagedes Meyer for at have slaaet falsk Mynt eller misbrugt Stemplet til at slaa Mynt for egen Regning. Dommen lød paa Kagstrygning, Brændemærke og livsvarigt Slaveri. Paa Kongsberg fortælles endnu, at hans Hustru reiste til Kjøbenhavn for at bede om Naade for Manden og opnaaede, at han skulde være fri fort Kagstrygning og Brændemærke. Men hun kom for sent med Benaadningsbrevet og maatte fra „Bom-
- ↑ J. L. Wolff, Norrigia illustrata, Kbhvn. 1651. 4. S. 169–170. I Marginen har Wolff tilføiet Aarstallet 1636. Et lignende Sagn læses i Beskrifn. öfwer Dalarne, Falun 1862. 8. I. 1, S. 9–10 og hensættes der til Aaret 1710.
