usædvanlig Glands. Han mærkede sig Stedet, men fortalte det ikke til Andre end til sine Brødre, thi det var en almindelig Tro, at man gjorde rettest i at tie med Saadant. Nogen Tid efter var Lars (efter Andre Arnt) i en Dom (Dovning) paa Snean i Meldalen og blev der overfalden af tre Karle. For at redde sig trak han sin Kniv og dræbte den ene i Slagsmaalet. Derfor maatte han rømme til Sverige og opholde sig der et Par Aar. Men da han længtes efter at komme til sit Fædreland igjen, listede han sig en Sommer hemmelig hjemover til Sæteren under Faderens Gaard Vold og fik der sin Fader i Tale. Saa gik han med en liden Gut hen til det Sted, hvor han (eller Broderen) havde seet de glindsende Stene og tog nogle Prøver med sig til Sverige, hvor han lod Malmen prøve. Det befandtes, at det var rig Kobbererts. Han tilbød nu at ville aabenbare sin Opdagelse, hvis han maatte saa Lov at komme hjem, og det blev ham forundt, dog maatte han ei bo i Meldalen, men nedsætte sig paa Dybdal i Guldalen. Retten til at drive Gruberne maatte han som uformuende afstaa til Lagmanden i Throndhjem Niclas Paulssøn.
Meddelt af G. Schøning i det Throndhjemske Selskabs Skrifter, III. S. 303 flg. efter Fortælling af Bønder i Egnen, der nedstammede fra Oluf Jonssøn Vold.
