kunde ogsaa i Søegnene Nøden være meget betydelig.[1] I Stjørdals Præstegjeld fødtes i 1742 117„ medens Antallet af de Døde steg op til 300.
Den smitsomme Sygdom, der opstod af Hungersnøden, og som bortrev saa mange Ofre, skildres i de forskjellige Egne af Landet omtrent ens. Det var, som det heder i en Indberetning fra Ekersund, „Blodsot, Flekfeber og en Hovedsot, der henrykker Sandserne, opsvulmer Legemet og langsomt udpiner det.“ Omtrent med samme Ord skildres Sygdommen i Nes paa Romerike, og dette stemmer ogsaa overens med den ovenanførte Skildring fra Thoten og Hadeland. Lægehjælp var dengang aldeles ikke at tale om uden i ganske enkelte Byer; for Christianssands Stifts Vedkommende gave disse Sygdomsaar Anledning til, at en Fysikus udnævntes med det hele Stift som Embedsdistrikt. Af Dr. Ilmonis Sjukdomshistoria ser man, at ogsaa andensteds i Norden, i Sverige og Finland, ytrede Landfarsotten sig paa samme Maade. I det sidstnævnte Land førtes fremdeles Krig mod Rusland; Soldaterne døde i Hobetal, og de gjenlevende bragte Sygdommen i dens værste Skikkelse over til Sverige selv, hvor den især rasede i Upsala. Island hjemsøgtes af Kopperne.
Ikke alene Sæden, men ogsaa Høavlingen slog feil i disse paa hinanden følgende Trængselsaar. Sygdommen rammede derfor ogsaa Husdyrene. Det var i Anledning af den danske Kvægsyge, at Ludvig Holberg skrev sin bekjendte Afhandling, det eneste Bidrag, hvormed han nogensinde betænkte Videnskabernes Selskab. I Norge angaa Klagerne mest Hestene. „Den Bonde, som i forrige Aaringer har havt og underholdt 5, 6 og flere Heste, kan
- ↑ Se f. Ex. de ret interessante Oplysninger om denne Sag i Ekersundsposten for 1835, No. 42–43.