nu ei holde mere end 2 eller 3 i slet Stand; en saadan Mængde er kreperet og ødelagt formedelst Fattelse af Fourage, som nu nogle Aar efter hinanden har flaaet feil,“ skriver den ovennævnte Stiftamtmand Rappe under 23de Februar 1743. Denne Erklæring blev afgiven i Anledning af den da stærkt paatænkte Krig, som Christian den Sjette vilde begynde, idet han først haabede ved at tage Sveriges Parti i den finske Feide at skaffe sig eller sin Søn Thronfølgen i dette Rige, og senere, da denne Plan var mislykket, med Vaaben i Haand vilde hevne sig paa de Svenske. Til alt Held for begge Parter og til det udpinte Norges store Lykke blev denne Plan imidlertid opgiven; det kom ikke videre, end til at et halvt Snes tusinde Mand samledes i Smaalenene, en Begivenhed, der længe omtaltes under Navn af „Tyttebærkrigen“.
Skjønt vi vel ikke vove at paastaa, at Datidens dansk-norske Statsstyrelse havde hævet sig til det Standpunkt, hvorfra i vore Dage en oplyst Regjering vil anse det som Pligt ved alle de Midler, der staa til dens Raadighed, at komme sine Undersaatter til Hjælp under Trængsler, som disse, var den dog uimodsigelig kommen betydelig videre, end Tilfældet havde været i det sextende og syttende Aarhundrede, da det uden Tvivl tidt beroede paa Slumpetræf, om Epidemier og Dyrtid i langtbortliggende Egne nogensinde kom til de Styrendes Kundskab, end sige, at man traf nogen alvorlig Forholdsregel for at raade Bod derpaa. Nu blev der dog gjort Noget. Først lod man i Løbet af 1742 indsamle en Kollekt i Danmark til de trængende Nordmænd, medens der i Norge selv, ifølge Reskript af 6te Juli, anordnedes en almindelig Bededag. Den danske Indsamling indbragte en Sum af omtrent 14,000 Daler, rigtignok i Forhold til Behovet en ringe Sum. Med Hensyn til Fordelingen indhentede Regjerin-
