Dog reddede han en Vexel paa femhundrede Daler paa Ispahan, som han lagde ind i en Bog mellem Træet og Læderet. Da nu Røverne saa Bogen, kastede de den i Ansigtet paa ham, skjeldte ham ud og lode ham beholde den. Da han kom tilbage til Kjøbenhavn, var Kongen, hvis Naadeløfte han havde modtaget, død. Endelig paatog han sig en Løitnantsplads i Københavns Beleiring og modtog desangaaende en Attest af Oberst Krag, dateret 1659, 18de April. Tilsidst, kjed af sin flette Skjebne, nedlagde han sin Pomp og antog Studenterhabitten, søgende et Præstekald, som ham og blev forundt. Men, bedragen af et Rygte, søgte han det farlige og vanskelige Bjellands Kald, da der sagdes hannem, det var et Jagtkald, ja efter Bjørne, Ulve og Røvere. Nu kom ham nogle Penge, han havde staaende i Hamborgs Bank, vel tilpas til at opbygge og forbedre Præstegaarden, bestride Processer med Kjemper og Hedninger i sit Kald og oplære sine Børn. Han var den første Præst i det Kald, som fik sine Børn oplærte og de fleste i honnet Stand. Det er i Særdeleshed at mærke, at han bar alle Ting med Taalmodighed, ja lod sig skjære en sort Kappe af Vadmel, sigende: „En Hyrde maa klæde sig i Faare-Habit for derved endog at vise sin Kjærlighed.“ Saavidt Sønnesønnen.
Da Hr. Søren engang var ude paa Tømmerflødning i Kvinesdal og med sin Baadshage gik langs med Elven, mødte han en Løitnant Frönsel[1] med et Fruentimmer. „Kommer du der, du gamle skjæggede Præst med din Baadshage?“ sagde Løitnanten. „Kommer du der med din H...?“ svarede Hr. Søren. Løitnanten trak sin
- ↑ Denne Løitnant, hvem Kirkebøgerne give et slet Vidnesbyrd, hed egentlig Frenkel.
