Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/78

Denne siden er ikke korrekturlest

paa Marken, men Mad faar han ikke hos Nogen, og derover lider Bustemanden Hunger, Tørst og Kulde, forinden han kan faa et Par Tønder Korn sammenskrabet.“

I en anden Optegnelse, omtrent samtidig med den ovenanførte, heder det, at Bustemanden, foruden Sæk paa Ryggen, bar i den ene Haand en Amber (Spand), hvori han samlede Æg, i den anden Haand en Stav og i Lommen en lang Pung til at samle Penge i. Der tilføies: „Denne Skik er saa almindelig, at ei alene Fattige, men ogsaa de rige blandt Bønderne, ja og Præsterne iblandt benytte sig af den, om de just ikke selv gaa omkring, men lade en Anden gaa om og bede om Buske for sig.“

I en utrykt Beskrivelse af Jedderens Provsti fra Slutningen af forrige Aarhundrede fortælles: „Iblandt dette Steds ældgamle Skikke kan vel ogsaa regnes det saakaldte Buste. Ikke saasnart er en Mandsperson trolovet og skal sætte Bo, førend han forsyner sig med en Hest, en ny og stor tom Sæk og et Snustobakshorn og saaledes begynder at reise om fra den ene Gaard til den anden og det ikke alene i sit eget, men vel og flere Sogne, hvor Venner og Bekjendte haves. Hvor han kommer hen, præsenterer han sit Snushorn og beder om Hjelp til Bustemanden, og endskjønt han egentlig hermed mener Korn til at tilsaa sin Jord, modtager han ogsaa hvad andet man ved denne Leilighed vil give ham, hvilket udentvivl har givet Anledning til det gamle Ordsprog: Alle Ting ere nyttige for Bustemanden. Herved indsamles ofte betydeligt.“

Paa Østlandet har den samme Skik været brugelig, men neppe under samme Navn. Man kaldte det her at „munke“, hvilket Udtryk aabenbart hidrører fra Tigger-