Det er muligt, at den Ros, som Kongespeilet saa ofte har faaet, stundom kan have været overdreven. Men vist er det, at et Par Forsøg, som i den nyere Tid have været gjorte paa at forringe dets Betydning, have været ubeføiede eller uoverlagte. Jeg tænker først paa Sv. Grundtvig, der – i sin Polemik mod Keysers posthume Literaturhistorie[1] – kun vilde indrømme Kongespeilet en Plads »langtover de andre Elucidarier fra Middelalderen«. For Grundtvig, der vilde gjøre den norsk-islandske Literatur til »oldnordisk«, hvad den desværre ikke er, hvor ønskeligt det end kunde have været, om saa havde været Tilfældet, gjaldt det i dette sit Indlæg at reducere Nordmændenes Del i denne Literatur til det mindst mulige. Dernæst tænker jeg paa Gudbrand Vigfusson. Han udtaler, at af Kongespeilets Indhold er det Stykke, som handler om Island og Grønland, det eneste, som man ikke gjerne kunde undvære! Denne Bemærkning fortjener ingen Gjendrivelse, og den er da ogsaa kun fremkommen i en uvillig Stemning. Vigfusson lægger nemlig ikke Skjul paa, at den megen Opmærksomhed og store Beundring,
- ↑ (Dansk) Hist. Tidsskrift 3 R. V. S. 540.
